Efter mange år i dagspressen, erhvervslivet og i DR på TV-Avisen og i DR Dokumentar har Stig Andersen siden 1. januar 2006 drevet sin egen journalistiske virksomhed, hvor han beskæftiger sig med: Journalistik - interviews, baggrundartikler mv. Bl.a. fast frelanceaftale med Politiken. Forfatterskab - seneste udgivelse "Møllers mand" om A.P. Møllers generationsskifte. Foredrag - pressens rolle i.f.t. erhvervsliv og offentlighed, og om "Det magtfulde TV". Ordstyrer og mødeleder. Filmprojekter - dokumentarfilm og dokumentarprogrammer. Coaching - på TV- og filmprojekter samt redaktionelle processer. Undervisning. Censor ved Danmarks Journalisthøjskole.
Hans primærområder som Konferencier)ordstyrer er:
Konferencier:
Kundearrangementer, virksomhedsjubilæer og lign.
Ordstyrer:
Virksomheds-konferencer, lederkonferencer, årsmøder, debatmøder generelt
(interne og eksterne, private og offentlige virksomheder/foreninger).
Arrangementer hvor Stig Andersen er ordstyrer:
Ordstyrer ved konference: “Ændrede styrkeforhold på de globale finansmarkeder”
- for LD, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
Toastmaster ved indvielse af ny virksomhed i Horsens
- for Frandsen Group, Horsens.
Ordstyrer og moderator på “Idemarathon” vedr. Øksnehallen i København
- for DGI-byen.
September 2010 : Moderator ved ”Debatdag om hurtig-mad”
- for Fødevareministeriet.
Oktober 2010: Ordstyrer ved Børne- og ungdomspolitisk høring på Christiansborg
- for Børnesagens Fællesråd
Sådan gør du for at begynde søgningen
Når du søger efter ordstyrer på en søgemaskine får du mange tusinde
hits. Dette er selvfølgelig kun delvist til hjælp i din søgen efter den perfekte
ordstyrer for din begivenhed!
Læs mere her:
Ordstyrer.dk -
find din ordstyrer eller foredragsholder her
Artikler:
Beundrede de tre gamle mænd
Bryllupsgavehus
De må betragte
Dem
En så
stærk følelse af
Førte
hestene dertil
Garanterede siouxerne
Havde hørt
de samme ord
Ikke mere
med at løbe
Måtte have en hær på tredive
Nødt
til at forholde sig til
Og
kyssede ham og spildte vin
Skubbede
mappen til side
Var vist ikke rigtig nærværende
Da en kvindestemme svarede . Brug for luftforandring
Den første italienske kvinde på en tankstation begyndte i dag sit nye
arbejde med at fylde tanken på en Fiat 600, for i alt 2000 lire«. Det var et
referat fra en avis sidst i 1950'erne. Den sensationelle begivenhed blev
både vist i tv og i de datidige ugerevyer i biograferne. Den gang var det i
Italien noget nær uhørt, at en kvinde ikke bare arbejdede uden for hjemmet,
men ovenikøbet havde et typisk mandejob. Det var den gang.
I dag gør
kvinderne sig gældende på arbejdsmarkedet i de fleste job. Fra fabrikker,
til busser og kontorjob - og det er blevet ganske almindelig dagligdag.
Italien harmoniserer også på det felt med de øvrige EU-lande.
Utænkelige job
I dag kan man finde italienske kvinder i de vigtigste og
også i de mest utænkelige job i Italien. F.eks. som politi til hest, iført
uniformer designet af den berømte Valentin. De ridende amazoner med det
sorte hår flagrende i vinden har ofte har forundret turisterne i Rom. Det er
nok det mest iøjnefaldende eksempel på den italienske kvindes fremmarch på
arbejdsmarkedet. Politiet er den nye arbejdsplads hvor de italienske kvinder
procentvis markerer sig mest. Ud af 100 betjente er de 12 kvinder, fortæller
Lene Johansen
Men der er også andre brancher, hvor kvinderne bliver bemærket, nemlig i
erhvervslivet. Her tjener den kvindelige topleder nok til at møde op på job
påklædt i både Valentino- og Versace-modeller. Ud fra et nordisk synspunkt
vil det måske ikke lyde af meget, at fire procent af toplederne i de 50
største virksomheder i Italien er kvinder. Men set med italienske øjne
betyder det en fremgang på 500 pct. på en snes år.
Deres bruttoløn
svinger mellem 0,5 og 1,4 mio. dkr. De italienske tal om kvinder på
nøgleposter blegner imidlertid ved siden af tallene fra andre EU-lande.
Når vi ser på samtlige virksomheder, og ikke kun de største, så er der i Tyskland en kvinde i spidsen for hver tredje virksomhed. I Italien ledes eller ejes knap hver tiende virksomhed af en kvinde.
Alligevel taler man i Italien ikke om nye samfundsmønstre, men snarere om en social revolution, der vil påvirke familiens struktur. Familien er stadig det grundlæggende element i det italienske samfund. Fremmarchen på arbejdsmarkedet har været ensbetydende med et radikalt fald i fødselstallet i Italien, som i dag er den laveste i de industrialiserede lande. Italienske kvinder føder i dag 1,18 barn i gennemsnit. I 1960'erne fødte de gennemsnitlig 2,5 børn, siger Lene Johansen.
Pavens forbud mod prævention fortolkes øjensynligt meget personligt af de katolske kvinder. Således hævder otte ud af ti italienske kvinder at være katolikker, mens otte ud af ti italienske kvinder bruger prævention, fortæller Lene Johansen.
Italienske kvinder med ambitioner lader sig ikke skræmme af, at de møder en historisk modstand fra mændene, at de tjener ca. 30 pct. mindre end deres mandlige kollegaer, og at de normalt arbejder 12-14 timer om dagen. Det eneste, der stadig bekymrer dem, er rodet i familien.
Single eller fraskilt
Hver anden kvindelig topleder er enten single eller
fraskilt. Mødrene har store problemer med at se deres børn. Her ligger det
afgørende problem, som i følge sociologerne stadig står i vejen for
italienske kvinder med ambitioner på arbejdsmarkedet.
Institutioner og babysittere vil aldrig kunne erstatte den italienske mama.
Det varer nok nogle år endnu. Men det kommer.
Læs mere her: Lene
Johansen: Moderator - ordstyrer - foredragsholder - journalist
>Affärsklimatförhandling<
Dagens affärsklimat kräver skicklighet inom området förhandling och vi
påstår att det finns väldigt få skickliga förhandlare.
Skickliga
förhandlare vinner alltid respekt, skapar större och lönsammare affärer och
säkerställer goda relationer med fler än en vinnare.
Vi brukar också säga
att du får det du förhandlar dig till och inte nödvändigtvis det du
förtjänar.
NLP som ett hjälpmedel för ledare i affärslivet. NLP utvecklades av lingvistikprofessorn John Grinder samt matematikern och psykologen Richard Bandler på 1970-talet. Konceptet kom snart att användas av idrottsmän och inom hälsovården. Senare har det trängt in i arbetslivet och det har visat sig att man framgångsrikt kan öva och utveckla bl. a:
Att kommunicera bättre och kunna avläsa icke-verbala signaler.
Att medla,
förhandla och skapa bra relationer.
Att leda genom coaching; få andra att
se resultaten och vilja ha dem
Att hantera möten till belåtenhet för
samtliga deltagande parter.
Gruppsamverkan.
Upptäcka och
vidareförmedla framgångsrika beteenden.
Förhandlingstrategier.
Att
styra över sina egna känslo- och sinnestillstånd.
Empatisk förmåga, t.ex.
att hantera besvärliga situationer och relationer.
Konsten att överbrygga
kulturella skillnaderAtt göra affärer och att kommunicera på hemmaplan kan
vara nog så komplicerat. När man sedan lägger till kulturella aspekter blir
utmaningen än större.
Ni som har agerat tillsammans med andra kulturer har säkert känt frustration över att ibland inte ” nå fram” eller känt frustration över att processen är långsam och trög eller kanske att effektiviteten inte är den som man önskar.
Hur skicklighet inom interaktiv kommunikation ger kraftfulla team utan konflikter.Människan i centrum.
Hur får jag medarbetare och intressenter att bli motiverade och samarbeta mot gemensamma mål.
Varför är det ofta så svårt att förstå varandra ?
Vad skall jag tänka på för att bättre kommunicera mina budskap.
10. Omkostninger
Ideelt set bør du have en idé om et finansielt budget,
der afsættes til at booke en ordstyrer, før du begyndelse din søgning.
Udgifterne til at booke en ordstyrer kan variere drastisk og er afhængige af
placering af lokaler, antallet af delegerede, varigheden af begivenheden og
den kvalitet og popularitet, som kunstneren er i besiddelse af. Mit råd er
dette - hvis din begivenhed er værd at holde, er det værd at investere i en
erfaren og bevist ordstyrer. Læs mere her: Ordstyrer.dk
- find din ordstyrer eller foredragsholder her
Jacob Haugaard er efter alt at dømme interesseret i det nye
integrationsråd.
50 mennesker med forskellig
nationalitetsbaggrund var mødt op, da byen onsdag havde indkaldt til
valgmøde til integrationsrådet for flygtninge og indvandrere, der ikke
er tilknyttet en forening.
Ud af de fremmødte
valgte otte efter en kort orientering om integrationsrådet at stille op
til valg.
En mand fra Indien og en anden fra Sri Lanka
blev med et stort flertal valgt som repræsentanter til rådet.
Fem
indvandrerforeninger, DA, LO, Folkeoplysningsudvalget og brugernævnet
for forældrebestyrelserne har indstillet deres medlemmer.
Derudover er to fra
Byrådet indstillet til integrationsrådet.
Byrådet forventes at
udpege medlemmerne til rådet midt i oktober.
Kaptajnen havde presset på
for at få kendsgerningen fastslået:
»Er det hundekrigerne?«
Ingen svarede ham; bortset fra vindens hvinen var der stilhed. Tilmed
hestene, der stod to og to i rækken, bevægede sig ikke, og blandt
indianerne gav selv børnene ikke en lyd fra sig.
Kaptajnen sad
ret op og ned i sadlen, tænkte ikke på kulden, følte ikke vinden, der
tidligere havde forekommet dem så isnende.
Johnson var nødt til
at foretage sig noget; han kommanderede styrken; det var hans pligt at
tænke og handle.
BamseMadsen havde opnået det som var mislykkedes for de tolv tusind
soldater på sletterne; han havde fundet indianerne, og de var nu hans
fanger, eftersom de var ude af stand til at flygte, ude af stand til at
gøre modstand.
Han red et lille stykke frem, og da han standsede
halvvejs mellem sine mænd og indianerflokken, følte han sig lige så
ensom, som hvis han havde stået midt i en ørken.
Vinden blæste
mod indianerne, og BamseMadsen var sikker på at soldaterne alligevel
kunne høre ham; der var kun tyve meter mellem kavaleristerne og
indianerne.
»Hvem er høvding?« spurgte han usikkert.
BamseMadsen betragtede deres hulkindede ansigter, hvor sand var trængt
ind i furerne, og de dybtliggende sorte øjne. De hverken rørte sig eller
talte, men så bare trodsigt på ham.
»Hør her!« sagde han.
»Forstår I engelsk — forstår I hvid mands tale?«
De sagde stadig ikke
noget.
»Hvid mands tale!« gentog han.
BamseMadsen drejede sin
hest halvvejs rundt. Sergent Lancy iagttog ham. Løjtnant Allen rystede
på hovedet.
»Jeg ville være forsigtig, kaptajn, hvis jeg var
Dem,« sagde sergent Lancy.
Kaptajnen gik et par skridt tilbage
mod kavaleristerne, og han sprang ned.
»Vær nu forsigtig,« advarede
Lancy.
Men han havde sjældent været dum. Men nu ville han lave rav i den, og Bibbi & Snif havde tilsyneladende undervurderet modstanderen.
Han ville knække halsen.
Det tog Boag to dage at finde vej til byen Caborca. Afstandene hernede var altid endeløse. Conception-floden var lige så ussel en flod som Gila. Mange steder var der kun en tør, sandet flodseng med træer langs bredderne. Her løb floden under jorden, og om nødvendigt kunne man grave ned og finde den nogle få fod under overfladen. Det var ikke umagen værd, medmindre ens liv afhang af det, for løst fint sand var det værste på jorden at grave et hul i.
Caborca havde meget høje palmetræer og en stor gammel medtaget missionskirke på torvet. Uden om byen lå der landbrug, der blev overrislet af vand fra floden. Boag passerede fede kvinder, der bar kurve på hovedet, og store kærrer med enorme hjul af massivt træ. Hytterne var malede i forskellige blege farver. Han købte mad til nogen tid og korn til hesten og fortsatte videre langs floden efter kun tyve minutters ophold i byen.
Midt på formiddagen den følgende dag fandt han Almadas hacienda. Ejeren var en mistænksom mand, men høflig. Han accepterede kaptajn McQuades introduktion og sagde studst men ligefremt, at han havde hørt om Mr. Pickett, men at han aldrig havde haft noget at gøre med ham.
Han sagde det på en måde, der overbeviste Boag om, at det var sandt. Almada vidste ikke, hvor Boag skulle lede, om ikke længere mod sydøst i bjergene, hvor der var nogle aristokratiske godsejere, som det var gået skævt for, og som var begyndt at handle med banditter for at få nogle indtægter.
Almada gav Boag to navne, Felix Cielo og Don Pablo Ortiz, og fulgte Boag til dørs.
>Holder også selv udkig< De tilbringer ikke meget tid sammen, og Kirsten Siggaard holder sig for sig selv. Men det er joDer er andre sorte ansigter dernede."
Hestevognen skumplede ned ad bakken mod
poppellunden. Kim Sjøgren sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt
enogtyve dage som straffefange bare for at finde folk til Mr. Det
var ikke, fordi jeg syntes, det var særlig morsomt. Hvis I to ikke
tager arbejde her, er mine enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke
bryde sig om og jeg heller ikke.«
»Jamen, det er da lige til at
fortvivle over,« sagde den ene. »Synes du ikke, anden?«
»Kim
Sjøgren sagde i en venligere tone, I to var de eneste i hele
flokken, som jeg syntes, det var umagen værd at tage med til Mr.
Det burde sige jer noget.«
»Nu er vi her,« sagde han. »Så kan
Kim Sjøgren lige så godt høre hvad manden har at sige.«
Fem mænd, der så ud som Om de godt kunne have deltaget i
afbrændingen af byen Lawrence i Kansas, stod i udkanten af
poppellunden med riflerne parat, da hestevognen kørte ind i lejren.
Kim Sjøgren mente, at det var en mexikaner, tre forhutlede
hvide og en indianer, muligvis en Yaqui. Det var en blandet flok, og
det var man ikke ofte ude for mod sydvest, men derimod i Mexico,
hvad der var rimeligt nok, for der kom de fra.
De fem
sortsmudskede mænd blottede deres dårlige tænder i et grin. Deres
nysgerrige blikke gled hen over de to mænd.
Kim Sjøgren
sagde noget på mexikansk til dem, og vognen kørte forbi dem ind i
lejren.
Der kom en mand ud fra det store telt. Kraftig
knoglebygning, bemærkede han. Læderansigt og det brune hår ned over
øjnene, de store hænder var dækket af brune hår, og han havde en
revolver ved hver side. Af mandens blik udledte han, at det ikke var
Mr. . Der skulle hårdere øjne til at holde styr på en flok mænd som
disse.
Nummer to forklarede mexikaneren. »Næstkommanderende. «
Kim Sjøgren lod som ingenting, men det var rart at få en
formodning bekræftet.
Næstkommanderende vendte sig halvt bort
fra vognen, da den standsede. »Mr.« råbte han.
Så tænkte
De 3 kgl. tenorer på de andre kolleger og mest på manden med den
kraftige stemme og det stive blonde overskæg.
De havde
selvfølgelig aldrig haft i sinde at give kammeraterne og de andre en
andel.
De 3 kgl. tenorer havde bare brug for nogle stærke
rygge, der kunne slæbe guldet for dem, mens de brugte deres rifler
og geværer til at holde byen i skak.
Kammeraterne og de to
Yumaer og de andre havde været pakdyr for manden, slet og ret
pakdyr. Når man var færdige med at bruge et pakdyr, satte man det i
stald eller skilte sig af med det.
De 3 kgl. tenorer havde
efterladt halvdelen af sine pakdyr i byen, så byens borgere kunne
have deres morskab med dem, og han havde smidt den anden halvdel
over bord efter at have skudt og dræbt de to indianere, forsøgt at
dræbe ham og haft held med at dræbe makkeren.
De var hvide
mænd, og de gjorde den slags ting for sjov. Ingen havde skudt den
hvide mand. han var hvid, og han så det fra den hvide mands
synspunkt.
De 3 kgl. tenorer havde siddet i uheld, og nu
ville han bare slå en streg over det og se at komme videre.
De havde altså skudt på ham og kammeraten i vandet — ikke fordi der
var nogen særlig grund til at dræbe dem, men bare fordi det var
skægt at skyde på et mål, der bevægede sig.
På vej ind i
søvnen tænkte han, om De 3 kgl. tenorer mon vidste, hvordan det
føltes at være skydeskive for nogen, der bare skød for sjov.
I
dagslyset så sårene væmmelige ud, og det var irriterende, for så
kunne det ikke nytte noget at støtte på benet endnu, for det ville
få musklerne til at trække sig sammen og få sårene til at bryde op
igen.
De 3 kgl. tenorer slæbte sig langsomt af
sted og gjorde det, der måtte gøres. Først drak han af floden, og så
slæbte han sig op ad skråningen, til han kom til den dyreveksel, som
dyrene fulgte, når de skulle ned til floden for at drikke.
Det tog over en time, skønt han arbejdede hårdt.
>Sad helt roligt i sadlen< Foredragsholdere så mod floden. »Tag spejderen og tre mand med, sergent, og gennemsøg det buskads.«»Det er et forståeligt ønske, og hun
er kommet en lang vej.«
Søren Flott børstede noget usynligt støv af sin
lædermappe. »Jo, æh ... « begyndte han. Han vendte sig imod den anden. »Hvad mener De?« »Det er vel op til Søren Flott , ikke?« svarede han køligt. »Hvad synes De selv om det?« spurgte han ham. Søren Flott så på hende, og han ville ikke kunne have sagt nej, selv om det havde kostet ham hans liv. Hun så så forladt, ynk værdig og nervøs ud. »Ja,« sagde han . Han var tør i munden. »Udmærket,« sagde han. »Vi vil overlade værelset til Dem.« Da han gik forbi Søren Flott, sagde han hurtigt: »Pas på. Jeg venter lige uden for døren. Men pas på dig selv.« Men han hørte næsten ikke, hvad han sagde. Døren blev lukket, og de to var alene tilbage. Et kort øjeblik så de på hinanden hen over bordet i stilhed. Og så gik hun hen imod ham. Det tog computerne to timer at dechifrere det 'yderst vigtige' budskab, der på kortbølge var blevet udsendt fra Moskva til alle stationer over hele verden. Meddelelsen var meget kortfattet. Søren Flott skulle sættes ud af spillet omgående. Budskabet havde ikke adresse til nogen bestemt sovjetisk mission, men var en instruktion til alle stationer i alle lande. »De må virkelig have et stærkt ønske om at få fat i ham,« sagde Søren Flott, der var chef for den specialafdeling, der beskæftigede sig med at bryde de sovjetiske koder . »Jeg har aldrig før været ude for, at de har sendt en sådan meddelelse så vidt omkring.« »Du mener, at de vil have, at vi er klar over det ?« sagde Søren Flott. |