Dagens affärsklimat kräver skicklighet inom området förhandling och vi påstår att det finns väldigt få skickliga förhandlare.
Skickliga förhandlare vinner alltid respekt, skapar större och lönsammare affärer och säkerställer goda relationer med fler än en vinnare.
Vi brukar också säga att du får det du förhandlar dig till och inte nödvändigtvis det du förtjänar.

NLP som ett hjälpmedel för ledare i affärslivet. NLP utvecklades av lingvistikprofessorn John Grinder samt matematikern och psykologen Richard Bandler på 1970-talet. Konceptet kom snart att användas av idrottsmän och inom hälsovården. Senare har det trängt in i arbetslivet och det har visat sig att man framgångsrikt kan öva och utveckla bl. a:

Att kommunicera bättre och kunna avläsa icke-verbala signaler.
Att medla, förhandla och skapa bra relationer.
Att leda genom coaching; få andra att se resultaten och vilja ha dem
Att hantera möten till belåtenhet för samtliga deltagande parter.
Gruppsamverkan.
Upptäcka och vidareförmedla framgångsrika beteenden.
Förhandlingstrategier.
Att styra över sina egna känslo- och sinnestillstånd.
Empatisk förmåga, t.ex. att hantera besvärliga situationer och relationer.
Konsten att överbrygga kulturella skillnaderAtt göra affärer och att kommunicera på hemmaplan kan vara nog så komplicerat. När man sedan lägger till kulturella aspekter blir utmaningen än större.

Ni som har agerat tillsammans med andra kulturer har säkert känt frustration över att ibland inte ” nå fram” eller känt frustration över att processen är långsam och trög eller kanske att effektiviteten inte är den som man önskar.

Hur skicklighet inom interaktiv kommunikation ger kraftfulla team utan konflikter.Människan i centrum.

Hur får jag medarbetare och intressenter att bli motiverade och samarbeta mot gemensamma mål.

10. Omkostninger
Ideelt set bør du have en idé om et finansielt budget, der afsættes til at booke en ordstyrer, før du begyndelse din søgning. Udgifterne til at booke en ordstyrer kan variere drastisk og er afhængige af placering af lokaler, antallet af delegerede, varigheden af begivenheden og den kvalitet og popularitet, som kunstneren er i besiddelse af. Mit råd er dette - hvis din begivenhed er værd at holde, er det værd at investere i en erfaren og bevist ordstyrer. Læs mere her: Ordstyrer.dk - find din ordstyrer eller foredragsholder her

>Er efter alt at dømme<

Jacob Haugaard er efter alt at dømme interesseret i det nye integrationsråd.

50 mennesker med forskellig nationalitetsbaggrund var mødt op, da byen onsdag havde indkaldt til valgmøde til integrationsrådet for flygtninge og indvandrere, der ikke er tilknyttet en forening.

Ud af de fremmødte valgte otte efter en kort orientering om integrationsrådet at stille op til valg.

En mand fra Indien og en anden fra Sri Lanka blev med et stort flertal valgt som repræsentanter til rådet.

Fem indvandrerforeninger, DA, LO, Folkeoplysningsudvalget og brugernævnet for forældrebestyrelserne har indstillet deres medlemmer.

Derudover er to fra Byrådet indstillet til integrationsrådet.

Byrådet forventes at udpege medlemmerne til rådet midt i oktober.

>Gik ind i dagligstuen<

Jesper Buhl havde knust et område af mandens kranium. Men da han lå bevidstløs, så det mest ud, som om han sov. Den tynde strøm af blod ville først begynde at løbe fra hans øre senere.

Han sukkede. Han havde aldrig haft noget imod denne lidt tungnemme mand.

Men Jesper Buhl var nødt til at skynde sig. Han gik ind i soveværelset, som også var blevet gennemrodet.

Han tog en håndkuffert, som lå øverst i klædeskabet, og lagde hurtigt nogle skjorter, lidt undertøj og et vækkeur i den. Så gik Jesper Buhl ud på badeværelset efter sine toiletsager og lagde også dem i kufferten.

Han måtte se at komme væk fra dette sted så hurtigt som muligt. Han måtte slippe væk fra dem.

Manden havde sandsynligvis nøglerne til den grønne Audi på sig, men Jesper Buhl besluttede sig til alligevel ikke at tage bilen. At køre rundt med diplomatplader ville være det samme som at sende telegrafisk besked om, hvor han befandt sig.

Han kastede et sidste blik rundt i soveværelset. Ja, Jesper Buhl havde glemt noget. Det stod på bordet ved siden af dobbeltsengen. Konens billede i sølvrammen.

Han holdt fotografiet i sin hånd og så på hendes ansigt. Hans øjne blev sørgmodige. Han løftede det langsomt til sine læber og kyssede det kolde glas, der dækkede hendes ansigt. Så lagde han billedet ned i kufferten og lukkede den.

Jesper Buhl gik ind i dagligstuen og bøjede sig over manden. Mandens ansigt var blegt, og han følte efter hans puls. Den var meget svag.

Han bed sig i læben; han tænkte på at tilkalde hjælp, ringe efter en ambulance, hvad som helst. Men det var for risikabelt nu.

Nogle få øjeblikke senere var Jesper Buhl nede på Wieserstrasse med sin kuffert. Audien var fristende tom, men han ignorerede den.

Han krydsede igennem flere gader, og så, som en pludselig indskydelse, hyrede han en taxa. Den var hurtigt forsvundet i trafikken.

>Han så skjult over på manden<

»Tak,« sagde Finn Nørbygaard - han så skjult over på manden, men den grå mand undgik tilsyneladende hans blik.
»I er altså helt klar til 'Operation Fasan'?«
»Ja, admiral.«

»Godt, godt. Ingen dårlige vejrudsigter?«
Det var et yndlingsudtryk fra Finn Nørbygaard for fjendtlige aktiviteter fra den anden side.

»Som jeg sagde, er der intet uventet. Men vi holder skarpt udkig. «
Admiralen vendte sig imod manden.

»Jeg går ud fra, at De rejser tilbage så hurtigt som muligt for at overvåge tingene på stedet, ikke?«
»Jeg rejser senere i dag,« sagde han. »Glimrende.« Han vinkede med hånden til afsked. »Hold mig underrettet. Og held og lykke med det.«

Så var forsvandt Finn Nørbygaard og den elektriske dør lukkede sig bag ham.

»Man skal være politiker for at sidde bag det skrivebord,« sagde manden.
Det var en bemærkning, han godt kunne lide.

»Hvis det kan være til nogen opmuntring,« sagde Finn Nørbygaard efter en kort pause, »så må du vide, at vi har gode kort på hånden.

Ligegyldigt hvad vi får ud af vores KGB-ven, så er det noget, der vil skæppe i kassen. Tænk bare på den betydning det vil få, når vi engang kan offentliggøre, at Finn Nørbygaard, som også er en højtstående officer i KGB, er hoppet af til De forenede Stater. Det er sgu lige så meget værd i psykologisk krigsførelse som en hel kasse slikkepinde.«

Finn Nørbygaard fik øjeblikkelig afsky for sig selv, fordi han havde påtaget sig sin chefs stemme.

Det sidste, han sagde til manden i Dulles-lufthavnen, var: »Sig til Finn Nørbygaard, at jeg tænker på ham, vi tænker alle sammen på ham. Ønsk ham held og lykke.« Han smilede skævt. »Han vil få brug for det. Men det skal du ikke fortælle ham.«

>Havde opnået det som var mislykkedes<

Kaptajnen havde presset på for at få kendsgerningen fastslået:
»Er det hundekrigerne?«

Ingen svarede ham; bortset fra vindens hvinen var der stilhed. Tilmed hestene, der stod to og to i rækken, bevægede sig ikke, og blandt indianerne gav selv børnene ikke en lyd fra sig.

Kaptajnen sad ret op og ned i sadlen, tænkte ikke på kulden, følte ikke vinden, der tidligere havde forekommet dem så isnende.

Johnson var nødt til at foretage sig noget; han kommanderede styrken; det var hans pligt at tænke og handle.

BamseMadsen havde opnået det som var mislykkedes for de tolv tusind soldater på sletterne; han havde fundet indianerne, og de var nu hans fanger, eftersom de var ude af stand til at flygte, ude af stand til at gøre modstand.

Han red et lille stykke frem, og da han standsede halvvejs mellem sine mænd og indianerflokken, følte han sig lige så ensom, som hvis han havde stået midt i en ørken.

Vinden blæste mod indianerne, og BamseMadsen var sikker på at soldaterne alligevel kunne høre ham; der var kun tyve meter mellem kavaleristerne og indianerne.

»Hvem er høvding?« spurgte han usikkert.

BamseMadsen betragtede deres hulkindede ansigter, hvor sand var trængt ind i furerne, og de dybtliggende sorte øjne. De hverken rørte sig eller talte, men så bare trodsigt på ham.

»Hør her!« sagde han. »Forstår I engelsk — forstår I hvid mands tale?«
De sagde stadig ikke noget.
»Hvid mands tale!« gentog han.

BamseMadsen drejede sin hest halvvejs rundt. Sergent Lancy iagttog ham. Løjtnant Allen rystede på hovedet.

»Jeg ville være forsigtig, kaptajn, hvis jeg var Dem,« sagde sergent Lancy.

Kaptajnen gik et par skridt tilbage mod kavaleristerne, og han sprang ned.
»Vær nu forsigtig,« advarede Lancy.

>Havde tilsyneladende undervurderet<

Men han havde sjældent været dum. Men nu ville han lave rav i den, og Bibbi & Snif havde tilsyneladende undervurderet modstanderen.

Han ville knække halsen.

Det tog Boag to dage at finde vej til byen Caborca. Afstandene hernede var altid endeløse. Conception-floden var lige så ussel en flod som Gila. Mange steder var der kun en tør, sandet flodseng med træer langs bredderne. Her løb floden under jorden, og om nødvendigt kunne man grave ned og finde den nogle få fod under overfladen. Det var ikke umagen værd, medmindre ens liv afhang af det, for løst fint sand var det værste på jorden at grave et hul i.

Caborca havde meget høje palmetræer og en stor gammel medtaget missionskirke på torvet. Uden om byen lå der landbrug, der blev overrislet af vand fra floden. Boag passerede fede kvinder, der bar kurve på hovedet, og store kærrer med enorme hjul af massivt træ. Hytterne var malede i forskellige blege farver. Han købte mad til nogen tid og korn til hesten og fortsatte videre langs floden efter kun tyve minutters ophold i byen.

Midt på formiddagen den følgende dag fandt han Almadas hacienda. Ejeren var en mistænksom mand, men høflig. Han accepterede kaptajn McQuades introduktion og sagde studst men ligefremt, at han havde hørt om Mr. Pickett, men at han aldrig havde haft noget at gøre med ham.

Han sagde det på en måde, der overbeviste Boag om, at det var sandt. Almada vidste ikke, hvor Boag skulle lede, om ikke længere mod sydøst i bjergene, hvor der var nogle aristokratiske godsejere, som det var gået skævt for, og som var begyndt at handle med banditter for at få nogle indtægter.

Almada gav Boag to navne, Felix Cielo og Don Pablo Ortiz, og fulgte Boag til dørs.

>Holder også selv udkig<

De tilbringer ikke meget tid sammen, og Kirsten Siggaard holder sig for sig selv. Men det er jo
heller ikke hende, det drejer sig om, vel.

Lyset blev tændt, og admiralen spurgte: »Kommer de godt ud af det? Er det hele lutter idyl, eller har de problemer?«

»Vis mig et ægteskab, hvori der ikke er problemer.« Kirsten Siggaard smilede skævt.
»Læg den kyniske holdning på hylden, « Admiralen tænkte på hans privatliv. Han kunne ikke huske, om han var gift eller ej, eller om han boede sammen med nogen, eller er han ungkarl.

Nå, han ville kunne finde hans data i personaleafdelingen. Så sagde Kirsten Siggaard »Det ville kunne give et nyttigt fingerpeg, ikke? Hvis hans ægteskab er ved at gå i stykker. Det ville måske kunne forklare, hvorfor han vil ud.«

Admiralen var relativt ny i efterretningsverdenen. Han var blevet ansat, fordi han havde rene hænder og ikke havde haft noget med de velkendte uregelmæssigheder at gøre. Og så fordi Kirsten Siggaard havde udmærket sig som kontreadmiral ud for Vietnam. Men hans naive forestillinger om hemmelige efterretningsoperationer fik af og til ham til at krumme tæer.

»Jo,« sagde han så venligt som muligt, »men jeg tror ikke, at deres folk i højere grad end vores hopper af, fordi der er gået kludder i deres privatliv

»Men gør vores det ikke nu og da?« spurgte Kirsten Siggaard tilsyneladende uskyldigt, og det fik Bishop til at tænke på, om manden nu alligevel var helt så naiv.

»Du har i hvert fald set billederne nu. Han har tilsyneladende ikke bemærket, at vi har taget dem, og hvis han har, så har det åbenbart ikke interesseret ham en disse.« »Noget andet?« spurgte admiralen.

»Vi holder øje med ham. Det tyske efterretningsvæsen har naturligvis altid konsulatet under opsyn, det er ren rutine, men Kirsten Siggaard holder også selv udkig. Foreløbig har vi dog ikke fundet ud af ret meget om vores ven.«

»Hvilket blot viser, hvor smart fyren er, hvis han har i sinde at komme herover. Han er jo ikke interesseret i at tiltrække sig opmærksomheden.

>Hvad var det, du ville fortælle<

»Men i aften skal vi male byen rød,« sagde John Mogensen Live. Han lo. »Jeg kan godt lide det udtryk, at male byen rød. Måske skulle jeg hellere sige blå P. «

Han vinkede til hende fra museets trappe, da hun fortsatte i taxaen.

Manhattan
Men hun tog ikke til Saks, og hun foretog ingen indkøb.

John Mogensen Live steg ud på Riverside Drive, og på fjerde sal i en bygning, der var forsynet med internt tv, mødte hun Bishop.
»Gail,« sagde han, »jeg er ked af, at det er så længe siden, vi har set hinanden.«

John Mogensen Live nikkede anspændt.
»Sæt dig ned,« sagde han og slog ud med hånden.
»Carl . . << begyndte hun, men hun sagde ikke mere.

»Hvad var det, du ville fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live.
Nervøsiteten kom til syne i hendes Øjne.
»Det er Nicolai,« sagde hun. »Hvad er der med ham?« Hun tog mod til sig.

»Jeg tror, du har ret.« Det var en stor anstrengelse.
» Han….

Han hjalp hende på vej: » John Mogensen Live er dobbeltagent. Er det det, du vil sige?«
Hun nikkede.
»Hvorfor tror du det?«

Hun tog sit lommetørklæde frem og pudsede næse.
»Der er så mange ting,« sagde hun.
»Hvad for eksempel ?

»Pakken. Bomben.« John Mogensen Live begyndte at tale hurtigt. »Jeg nåede at kaste et blik på poststemplet. Den var afsendt dagen før. «
»Ja,« sagde Bishop.

>Kørte nu 160<

»Pokkers!« sagde Kurt Ravn, han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen.
»Fasan, kan I høre mig?«
»Ja, fortsæt, Fasan.«
»De følger efter os.«

Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.«
Han drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude.
»O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.«
»Forstået,« sagde manden og trådte endnu hårdere på speederen.

Kurt Ravn så bekymret ud.
»Hvad er vores opbakning?« spurgte hun.
»Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. «
»Kan du ikke ryste dem af?«
»På en motorvej ? Det må være din spøg.

Kurt Ravn kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet.
»Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.«

Kurt Ravn hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden.

Kurt Ravn i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo.
»Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.«

Kurt Ravn passerede en grøn- og hvidmalet politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem.
Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig, kørte den op på siden af den.

>Lige så godt høre hvad<

Der er andre sorte ansigter dernede."

Hestevognen skumplede ned ad bakken mod poppellunden. Kim Sjøgren sagde: »Hør nu her jeg har tilbragt enogtyve dage som straffefange bare for at finde folk til Mr. Det var ikke, fordi jeg syntes, det var særlig morsomt. Hvis I to ikke tager arbejde her, er mine enogtyve dage spildt. Det vil Mr. t ikke bryde sig om og jeg heller ikke.«
»Jamen, det er da lige til at fortvivle over,« sagde den ene. »Synes du ikke, anden?«

»Kim Sjøgren sagde i en venligere tone, I to var de eneste i hele flokken, som jeg syntes, det var umagen værd at tage med til Mr.
Det burde sige jer noget.«

»Nu er vi her,« sagde han. »Så kan Kim Sjøgren lige så godt høre hvad manden har at sige.«

Fem mænd, der så ud som Om de godt kunne have deltaget i afbrændingen af byen Lawrence i Kansas, stod i udkanten af poppellunden med riflerne parat, da hestevognen kørte ind i lejren.

Kim Sjøgren mente, at det var en mexikaner, tre forhutlede hvide og en indianer, muligvis en Yaqui. Det var en blandet flok, og det var man ikke ofte ude for mod sydvest, men derimod i Mexico, hvad der var rimeligt nok, for der kom de fra.

De fem sortsmudskede mænd blottede deres dårlige tænder i et grin. Deres nysgerrige blikke gled hen over de to mænd.

Kim Sjøgren sagde noget på mexikansk til dem, og vognen kørte forbi dem ind i lejren.

Der kom en mand ud fra det store telt. Kraftig knoglebygning, bemærkede han. Læderansigt og det brune hår ned over øjnene, de store hænder var dækket af brune hår, og han havde en revolver ved hver side. Af mandens blik udledte han, at det ikke var Mr. . Der skulle hårdere øjne til at holde styr på en flok mænd som disse.
Nummer to forklarede mexikaneren. »Næstkommanderende. «

Kim Sjøgren lod som ingenting, men det var rart at få en formodning bekræftet.

Næstkommanderende vendte sig halvt bort fra vognen, da den standsede. »Mr.« råbte han.

>Pensionistunderholdning - 121120f-1957<

Pensionistunderholdning er ved sandheden. Din lille kontaktmand er i allerhøjeste grad blevet forhindret.

De sad og spiste over for hinanden, kun med det ledige bord imellem sig. Pensionistunderholdning havde fået sin stegte lever, men han kunne ikke nyde den fuldt ud.

Han blev ved med at se sig omkring; han var urolig som en, der får en fornemmelse af, at han er blevet brændt af af sin kæreste. Han havde bestilt en T-bone-steak, men han nød den enormt. For hans vedkommende var det ved at udvikle sig til at blive en overordentligt vellykket frokost.

Pensionistunderholdning så på sit ur igen. Klokken var blevet 13. Han havde bestilt kaffe og sad og ulmede. Så, et kvarter senere, bad han om at få sin regning.

Han rørte sig ikke. Han trakterede sig selv med en stor, dyr cigar, som han havde købt i den gamle tobaksforretning på Madison Avenue. Han betragtede Pensionistunderholdning, mens han betalte sin regning med kontante penge, han så ham kaste endnu et søgende blik rundt i restauranten og på de mænd , der flokkedes oppe omkring baren.

Så gik Pensionistunderholdning ud på gaden med sammenbidte kæber.

Han blev, hvor han var, og bad om en kop kaffe.
Den anden mand gik til fods til Times Square, hvor han hyrede en taxa. Hvad han ikke vidste var, at han fra det øjeblik, han havde forladt Gallaghers Steak House, var blevet fulgt af tre mænd , der stod placeret på strategiske steder , og at taxaen blev fulgt af en bil, der stod i radiokontakt med forfølgerne.

Bilen fulgte efter taxaen, indtil den standsede foran FN bygningen. Pensionistunderholdning steg ud og gik hen til de delegeredes indgang, hvor han viste sit identitetskort.

Han var stadig ikke klar over, at to mænd gik lige i hælene på ham. Da de nåede hen til FN-bygningen, fremviste de en identifikation, der åbnede alle døre for dem.

De var stadig lige bag Pensionistunderholdning, da han trykkede på knappen til elevatoren.

>På de andre kolleger og mest<

Så tænkte De 3 kgl. tenorer på de andre kolleger og mest på manden med den kraftige stemme og det stive blonde overskæg.

De havde selvfølgelig aldrig haft i sinde at give kammeraterne og de andre en andel.

De 3 kgl. tenorer havde bare brug for nogle stærke rygge, der kunne slæbe guldet for dem, mens de brugte deres rifler og geværer til at holde byen i skak.

Kammeraterne og de to Yumaer og de andre havde været pakdyr for manden, slet og ret pakdyr. Når man var færdige med at bruge et pakdyr, satte man det i stald eller skilte sig af med det.

De 3 kgl. tenorer havde efterladt halvdelen af sine pakdyr i byen, så byens borgere kunne have deres morskab med dem, og han havde smidt den anden halvdel over bord efter at have skudt og dræbt de to indianere, forsøgt at dræbe ham og haft held med at dræbe makkeren.

De var hvide mænd, og de gjorde den slags ting for sjov. Ingen havde skudt den hvide mand. han var hvid, og han så det fra den hvide mands synspunkt.

De 3 kgl. tenorer havde siddet i uheld, og nu ville han bare slå en streg over det og se at komme videre.

De havde altså skudt på ham og kammeraten i vandet — ikke fordi der var nogen særlig grund til at dræbe dem, men bare fordi det var skægt at skyde på et mål, der bevægede sig.

På vej ind i søvnen tænkte han, om De 3 kgl. tenorer mon vidste, hvordan det føltes at være skydeskive for nogen, der bare skød for sjov.
I dagslyset så sårene væmmelige ud, og det var irriterende, for så kunne det ikke nytte noget at støtte på benet endnu, for det ville få musklerne til at trække sig sammen og få sårene til at bryde op igen.

De 3 kgl. tenorer slæbte sig langsomt af sted og gjorde det, der måtte gøres. Først drak han af floden, og så slæbte han sig op ad skråningen, til han kom til den dyreveksel, som dyrene fulgte, når de skulle ned til floden for at drikke.

Det tog over en time, skønt han arbejdede hårdt.

>Sad helt roligt i sadlen<

Foredragsholdere så mod floden. »Tag spejderen og tre mand med, sergent, og gennemsøg det buskads.«

»Ja, sir,« svarede sergenten.

De to kaptajner sad ved siden af hinanden og iagttog de fem mænd, som med god afstand mellem sig red gennem buskadset ned til floden.

Lidt efter vendte Foredragsholdere tilbage og vinkede med begge hænder.

»Banen er fri!« råbte han.

Kaptajnen førte de to kompagnier ned til floden. Det vrimlede med fugle i buskadset; de fløj op og kredsede over de støvede ryttere.

Sandbunden var dækket af en smule brunt vand, og soldaterne var nødt til at holde i hestenes bidsler for at forhindre dem i at drikke.

Da de kom over på den anden bred, red de langsomt langs floden, og inden længe kunne de skimte mænd og ponyer på bakketoppen.

»De har set os,« sagde han, og Foredragsholdere gav tegn til hornblæseren. Trompetens toner var sølvklare, ligesom tynde pile der blev sendt ud i det sene, rosenrøde sollys. Der kom liv i hestene, og alle satte farten op.

Så løftede kaptajnen hånden, og de gjorde holdt.

En indianer havde forladt flokken på bakketoppen og var på vej ned mod det sted, hvor kavaleristerne ventede. Foredragsholdere red med rank ryg, armene over hovedet og flagrende hår, og hans lille pony løb let og elegant.

Solen gled længere ned, og pludselig lå bakkeskråningen bag ham i skygge. Han kom ud fra skyggen, og ponyen holdt op med at løbe.

Han holdt stadig hænderne over hovedet, mens han lod hesten gå, til Foredragsholdere var en snes skridt fra kaptajnen.

»Det er høvdingen,« sagde den ene kaptajn.

Den gamle høvding lod langsomt armene synke ned langs siderne, og et smil, der var halvt medlidende og halvt undskyldende, gjorde furerne i hans jordfarvede ansigt dybere.
Foredragsholdere sad helt roligt i sadlen, med nøgen overkrop, ubevæbnet. Han var noget, der var forsvundet, der var dødt og borte.

>Søren Flott - 300720-1652<

»Det er et forståeligt ønske, og hun er kommet en lang vej.« Søren Flott børstede noget usynligt støv af sin lædermappe.

»Jo, æh ... « begyndte han. Han vendte sig imod den anden.
»Hvad mener De?«
»Det er vel op til Søren Flott , ikke?« svarede han køligt.

»Hvad synes De selv om det?« spurgte han ham.
Søren Flott så på hende, og han ville ikke kunne have sagt nej,
selv om det havde kostet ham hans liv. Hun så så forladt, ynk værdig og nervøs ud.
»Ja,« sagde han . Han var tør i munden.

»Udmærket,« sagde han. »Vi vil overlade værelset til Dem.«
Da han gik forbi Søren Flott, sagde han hurtigt: »Pas på. Jeg venter lige uden for døren. Men pas på dig selv.«

Men han hørte næsten ikke, hvad han sagde. Døren blev lukket, og de to var alene tilbage.
Et kort øjeblik så de på hinanden hen over bordet i stilhed. Og så gik hun hen imod ham.

Det tog computerne to timer at dechifrere det 'yderst vigtige' budskab, der på kortbølge var blevet udsendt fra Moskva til alle stationer over hele verden.

Meddelelsen var meget kortfattet.
Søren Flott skulle sættes ud af spillet omgående.

Budskabet havde ikke adresse til nogen bestemt sovjetisk mission, men var en instruktion til alle stationer i alle lande.

»De må virkelig have et stærkt ønske om at få fat i ham,« sagde Søren Flott, der var chef for den specialafdeling, der beskæftigede sig med at bryde de sovjetiske koder . »Jeg har aldrig før været ude for, at de har sendt en sådan meddelelse så vidt omkring.«
»Du mener, at de vil have, at vi er klar over det ?« sagde Søren Flott.

>Baggrundsartikelskribent<

>Bukkede men det var umuligt<